Menu
Leif Panduro
Leif Panduro blev født den 18. april 1923 på Frederiksberg. Hans barndom var usædvanlig traumatisk. Forældrene blev skilt kort efter han var født, og da moderen blev indlagt på statshospitalet kom han først på børnehjem, siden i pleje hos sin morbror og senere på Birkerød kostskole. Hans far var nazisympatisør og blev likvideret af modstandsbevægelsen. Leif Panduro var med i modstandsbevægelsen i sidste øjeblik og blev på selve befrielsesdagen ramt i maven af et vådeskud.
Bestod realeksamen i 1939 og adgangseksamen til Tandlægehøjskolen i 1942, blev uddannet som tandlæge i 1947, bosatte sig i Sverige 1949-56, var i årene 1956-62 skoletandlæge i Esbjerg og fra 1965 arbejdede han så udelukkende som forfatter og journalist. Han begyndte som journalist ved dagbladet Vestkysten – mens han arbejdede som "skrivende tandlæge" i Esbjerg – senere blev han ansat ved Politiken, hvor han i en årrække var TV-anmelder. Senere droppede han TV-anmelderiet og startede en fast ugentlig spalte "Panduro mener".
Han led af svære angstneuroser og gik i psykoanalyse det meste af sit voksne liv. Denne baggrund præger meget hans skønlitterære indsats. Han brugte sin egen skriveproces som terapi. Det var derfor han hele tiden skrev.
Hvem er det egentlig, der er gal – den gale eller den normale – spørger han samstemmende med en skikkelse som anti-psykiatriens R. D. Laing. Er sygdommen ikke et sundhedstegn? Måske det netop er fra den "syge", helbredelsen kan komme".
Det er et helt igennem dansk forfatterskab, hvert et ord er dansk, hver en vittighed og hver en nervøs hverdagstrækning.
Hovedtemaer: modsætningsforholdet mellem normalitet og galskab
Hentet fra : http://home1.inet.tele.dk/ffnissen/Forfattere/forfattere.htm#Leif
Heimasíða Flensborgarskólans